Erfaren, kreativ pædagog søges til Farum Lilleskole

Vi søger en pædagog med fritidspædagogisk erfaring, der vil være med til at skabe og udvikle Farum Lilleskoles SFO og Klub.

Vi inviterer dig til at være en del af en dynamisk hverdag med få børn og meget nærvær, hvor vi sætter pris på og dyrker glæde og humor. Det er vigtigt for os at både børn og voksne har det godt. 


Vi prioriterer, at der er plads til, at du kan sætte din person og faglighed i spil, byde ind og bygge op. Vi har faste aktiviteter i løbet af ugen, som børnene frivilligt kan deltage i. De skaber en vis rytme og genkendelighed. Derudover værdsætter vi også det levende og spontane, som opstår sammen med børnene. Som pædagog på Farum Lilleskole skal du både kunne lede og følge, tage initiativ og bakke op om andres, give børnene æstetiske indtryk og hjælpe dem med selv at komme til udtryk. Du skal kunne sætte dig selv og din dømmekraft i spil og finde det sjovt og inspirerende at være med til at skabe rammerne for gode børneliv. 
 
Vi værdsætter mange ord med E, f.eks. engagement, entusiasme, energi & erfaring 🙂
 
Du må meget gerne brænde for og have ideer til værksteds- og kreaaktiviteter; kunsthåndværk, male, tegne, sy, strikke, bygge etc. Du vil til dagligt være hovedansvarlig for disse aktiviteter. 

Du vil derudover tage del i det generelle arbejde med børnenes trivsel og udvikling på skolen, hvor du skal have et særligt øje for børnenes selvværd og sociale liv. Du kommer til, sammen med en lærer, at have et særligt blik for ca. en tredjedel af børnene. Derudover vil du indgå i den løbende pædagogiske planlægning og refleksion.         

Farum Lilleskole er en nyopstartet skole, der åbnede dørene i august 2019. Derfor skal du brænde for din gerning, have idéer og en faglig ballast, som bliver fulgt til dørs hver dag. Undervisningen og samværet med børnene skal give dig energi og glæde.

Farum Lilleskole værdsætter mangfoldighed, og vi opfordrer både mænd og kvinder uanset alder, religion og etnicitet til at søge. Løn vil følge gældende overenskomst, og timetal aftales nærmere afhængig af den enkelte ansøgers profil, ønsker og kompetencer.

Ved spørgsmål er du velkommen til at kontakte skoleleder Karina Larsen via mail: kla@farumlilleskole.dk / tlf.: 29 87 81 82.

Tiltrædelse 1. april 2021.

Fristen for ansøgning er mandag d 8. marts 2021 kl. 08.00. Vi forventer ansættelsessamtaler i uge 11.

Ansøgninger sendes til: kontor@farumlilleskole.dk                 

Vi glæder os til at høre fra dig.

Med venlig hilsen

Farum Lilleskole